Nemlig sælger nyopført lager i Århus
Det nye lager i Århus, som skal forsyne kunder med friske dagligvarer fra Nemlig.com, har onlinesupermarkedet valgt at afhænde for at skaffe kapital til forretningen. Det skriver Finans.
Køberen er Anders Holch Povlsen, som i forvejen ejer størstedelen af Nemlig.com og har en større ejendomsportefølje.
Salget af det store lager er helt i tråd med planerne for varehubben. Det står beskrevet i årsregnskabet fra Intervare, Nemlig.coms moderselskab.
"Den investerede kapital andrager pr. 31. juli 2021 149 mio. kr., og Intervare planlægger at udbyde ejendommen til en pris, der overstiger den investerede kapital."
Til Finans uddyber Nemlig.coms direktør, Stefan Plenge, at salget følger virksomhedens strategi.
- For Nemlig.com er vores fokus at skabe det bedst mulige onlinesupermarked til glæde for vores mange loyale kunder. Derfor har det hele tiden været meningen at sælge ejendommen i Aarhus, når den var opført og klar til brug. Anders Holch Povlsen ejer i forvejen 71 pct. af Nemlig.com, ligesom han også har en større ejendomsportefølje. Han var derfor en naturlig køber af ejendommen. Ejendommen er solgt til markedspris, hvilket vil fremgå af årsregnskabet, når det offentliggøres senere på året, udtaler han til mediet.